Anmeldelser

Anmeldelser af Når drømmen er bristet – sorg og styrke efter et svært parforhold

Jeg siger det med det samme: Mine forventninger var høje, da jeg satte mig til rette med denne bog. Weitemeyers første bog Forelsket i en drøm – når kærlighed bliver til en besættelse, er for mig en must read bog for alle, der har været i usunde kærlighedsforhold, og for faggrupper, der arbejder inden for dette område.

Weitemeyer skuffer ikke med denne nye bog. Hun viser endnu engang sin store viden, erfaring og kærlige forståelse for kompleksiteten, som findes i kærlighedsforhold, hvor skadelig adfærd og mønstre er til stede.

Hun redegør for de smertefulde nuancer, som er til stede, og inviterer læseren til nysgerrigt og uden fordømmelse til at se på sig selv og egne mønstre i den usunde relation.

En smertefuld rejse
Dette er en smertefuld rejse, der rummer en stor skam og skyld, men Weitemeyer formår at beskrive de skadelige dynamikker uden at gøre læseren forkert eller skyldig.

Bogen giver læseren en enestående mulighed for at udvikle sig og komme styrket ud af forholdet og den smerte og sorg, som forholdet har bragt. En stor menneskelig udviklingsmulighed understreges og tydeliggøres. Dette er en bog, der giver håb.

Gennem et lettilgængeligt sprog og enkel opbygning føres læseren igennem den komplekse sorgproces, som ofte ses efter denne type af forhold. Med konkrete øvelser og opgaver hjælpes læseren til at se sin egen frygt i øjnene og tage ansvar for ubevidste mønstre og videre liv. Bogen kan også hjælpe dig, som er i tvivl, om du har været eller er i en usund relation, da den indeholder afklarende tests, beskrivelser og eksempler.

Både til kvinder og mænd
Bogen er overkommelig, hvilket er en stor styrke, da man ofte ikke har det store overskud efter et så nedbrydende forhold.

Bogen henvender sig til både mænd og kvinder, hvilket har manglet.

Denne bog er alt, hvad jeg kunne ønske mig, og jeg vil med stor glæde anbefale den. Den vil uden tvivl hjælpe mange mennesker og jeg har allerede anbefalet den til mine klienter.

Psykolog og forfatter Signe M. Hegestand

Boganmelderen Signe M. Hegestand er psykolog og forfatter til bogen ‘Psykisk vold – sådan kommer du videre. Hun har deltaget i flere tv-dokumentarer om psykisk partnervold og har bidraget med emnet psykisk vold i TEDx-talk.

Du kan købe bogen her >>

Bogen ”Forelsket i en drøm” af Vitha Weitemeyer var den første bog, der gav undertegnede et indblik i den kompleksitet, der er i svære forhold, som ender med at være usunde for os. ”Forelsket i en drøm” er grundig og bruger mange cases, der understreger de forskellige problematikker og nuancer af de svære forhold, og den giver indblik i, hvordan et forhold ofte stille og roligt udvikler sig til en afhængighed, og hvor man først sent erkender, at der er noget galt.

Jeg havde derfor glædet mig til at læse forfatterens seneste bog ”Når drømmen er bristet”. Og jeg blev ikke skuffet.

Når drømmen er bristet” er til mænd og kvinder, der har valgt at forlade en partner og nu har brug for støtte og vejledning i at tackle de mange følelser, der altid følger efter et brud. Bogen er skrevet i en personlig stil, hvor forfatteren skriver direkte til læseren. Læseren bliver mødt med en omsorg, en forståelse og en rummelighed, der gør det nemmere at erkende og genkende de svære ting ved forholdet. Men læseren bliver også mødt med en forståelse, en respekt og en omsorg for al den kærlighed og lidenskab, der også har været i forholdet, og som man nu savner.

Mange fortæller, at de ofte bliver mødt med: ”Hvorfor gik du ikke bare?”, eller ”hvorfor savner du den dumme/hensynsløse/manipulerende XX?”. Denne bog gør det stik modsatte, og har en forståelse for – og mulige forklaringer på – hvorfor man gjorde, som man gjorde. Og den kommer også med bud på, hvordan man kommer videre. Efter et brud vil der altid være et tomrum, og forfatteren giver gode råd til, hvordan man får fyldt det tomrum ud, så man efter noget tid er blevet stærkere og ikke mindst klogere.

Undervejs i bogen er der små tests, øvelser og spørgsmål, man som læser kan reflektere over, og dermed blive klogere på dynamikkerne i det forhold man netop har forladt. Dermed får man en indsigt i, hvad man skal være opmærksom på fremover, så man bliver bedre til at vælge det usunde fra, og i stedet vælge sig selv.

Som fagperson er jeg også blevet klogere og har fået en endnu større forståelse og respekt for de problematikker, som nogle af mine klienter tumler med, og jeg kan derfor yde en bedre behandling.

Jeg vil helt sikkert anbefale alle behandlere, der interesserer sig for dette område at læse begge bøger, og jeg vil helt sikkert anbefale ”Når drømmen er bristet” til klienter eller til pårørende til dem, der er – eller har været – i de svære forhold.

Anja Wesseltoft, Cand. Psych. Aut.