Om at gå i terapi hos en psykolog

Det er klogt og fornuftigt at arbejde med sig selv – og det er en god investering at få den rette hjælp.

Et terapeutisk forløb kan hjælpe en person med at komme overens med sine livsomstændigheder, og det kan hjælpe personen med at skabe forandring. Men man er som klient i sin gode ret til at sige fra, hvis man ikke føler sig hjulpet.

Beslutningen om at kontakte en psykolog eller en psykoterapeut er personlig

Det at opsøge psykologisk hjælp er et valg, man selv tager. Der kommer i hvert fald sjældent noget godt ud af, at man gør det, fordi andre siger, at man skal. Når man vælger at arbejde med sig selv, skal man gøre det for sin egen skyld, ikke for andres.

Hvornår vælger man at kontakte en psykolog eller en psykoterapeut?

Det er som regel først, når en situation er tilstrækkeligt pinefuld, at man vælger at række ud efter professionel hjælp. Det kan være et bestemt mønster, der gentager sig i éns liv. Fx en beslutning, man bliver ved med at forsøge at tage, men som man ikke kan holde fast i. Eller det kan være depressive ´huller´, man falder i. Eller gentagne konflikter med omgivelserne. Man må være klar over, at man har et problem, før man er klar til at opsøge hjælpen, og man må være parat til at betro sig til en udenforstående. Man må selvfølgelig også have en forventning om, at den terapeut, man henvender sig til, kan hjælpe en med problemet.

Modstand og tvivl i forbindelse med det at gå til en psykolog

I forhold til, hvordan det var for nogle årtier siden, er det nu blevet langt mere legitimt og normalt at gå i terapi, når man har det svært. Det er mere anerkendt, at det kan være en god idé at få hjælp af en udenforstående sparringspartner, og færre mennesker føler sig skamfulde over det.

Alligevel kan mange have modstand mod at række ud efter professionel hjælp. Det kan der være flere grunde til. Nogen, synes stadig, at de ´taber ansigt´. Det gør man jo på sin vis også. Man erkender jo, at der er noget, man ikke kan klare alene, og for nogle mennesker er dette svært at forene med det selvbillede, de i forvejen har. Man kan fx være opflasket med at skulle ´være stærk´ og skulle klare alting selv. Men i virkeligheden er der endnu mere styrke at hente i at stå ansigt til ansigt med sin situation og sine reaktioner på den.

Frygt for at gå til psykolog

En anden grund til modstand kan være frygt. Man frygter måske at blive ´gennemskuet´, at ´bryde sammen´ eller at blive konfronteret med noget, der gør ondt. Det er ganske rigtigt terapeutens arbejde at hjælpe sin klient med at bearbejde det smertefulde, og det kan kun lykkes, hvis klienten bliver bevidst om smerten, og om de vanemæssige mønstre, der ligger bag, og som skaber mere smerte. Men det er terapeutens opgave at sikre, at klienten kan kapere det, der kommer frem i den terapeutiske proces, så terapien ikke skader klienten, men tværtimod fører til en udvikling, der gavner og heler. Terapeuten skal ikke trække noget ned over hovedet på sin klient, men skal derimod understøtte klientens egen erkendelsesproces.

Etiske principper for psykologer

Når man opsøger en terapeut, gør man sig sårbar. Man kommer jo for at fortælle et fremmed menneske om noget, som går én på – noget, som er svært i éns liv. Man tager en chance, for selv om den person, man har opsøgt, har en professionel uddannelse, kan man ikke være sikker på at blive hørt og forstået. Man tager en risiko for at opleve noget, som man måske allerede har oplevet mange gange i sit liv, nemlig ikke at blive mødt i den smerte, som man lever med.

Der er derfor nogle etiske krav, som behandleren skal opfylde. Alle psykologer, som er medlem af Dansk Psykologforening, skal arbejde i overensstemmelse med et sæt af etiske principper for psykologer. De anerkendte psykoterapeut-uddannelser opererer ligeledes med et sæt af etiske regler.

Hvis man som klient er i tvivl om, hvorvidt psykologen følger de etiske retningslinjer, har man mulighed for at klage over psykologen.

Om forskellen på at tale med en psykolog og med en god ven

Venner er utroligt værdifulde at have i vores liv, når vi har det svært. De holder af os, og de kender os og kan både se, hvad vi gentager og hvordan vi har ændret os. De er ikke viklet ind i vores familieforhold og kan derfor bedre se dem udefra. Men venner er ikke kun nogen, vi har, når vi har brug for hjælp. Det er også mennesker, vi deler gode oplevelser med. Hvis vi har det dårligt, hver gang vi snakker med en ven, kan det ende med at belaste forholdet. Mange klienter kommer i terapi, fordi de forsøger at undgå at trække for meget på deres venner. Det er et klogt valg af flere grunde. Andre har af forskellige grunde ingen eller kun få venner, som de kan tale personligt med.

Der er i hvert fald 4 væsentlige forskelle på at tale med en psykolog eller terapeut og at tale med en god ven:

  1. Kontakten handler kun om den ene part, nemlig dig, hvis du er klienten. Som terapeut afslører jeg kun noget om mig selv, hvis du spørger, eller hvis jeg mener det er relevant fx at sige ’min personlige erfaring siger mig, at …’.
  2. Jeg er en udenforstående i dit liv, og har derfor ikke samme følelsesmæssige involvering, som hvis du talte med en nær ven. Du behøver med andre ord ikke at forholde dig til, hvad jeg kan ’tåle’, hvis du fortæller om noget, der er smertefuldt for dig. Vi har heller ikke en historie sammen, som ville kunne forstyrre vores relation. Du kommer som et ubeskrevet blad, og du møder et menneske, hvis job det er at møde dig med en ubetinget, positiv anerkendelse, være vidne til dine kampe og støtte dig i din udviklingsproces frem mod at integrere og rumme dine livsomstændigheder.
  3. Til forskel fra en ven eller veninde er jeg ikke bange for at støde dig fra mig, hvis jeg konfronterer dig med, hvordan din adfærd holder dig fast i et ulykkeligt mønster. Jeg har med andre ord bedre mulighed for at se dig klart.
  4. Min uddannelse og min terapeutiske erfaring betyder, at jeg har en baggrundsviden, som jeg bruger, når jeg stiller dig undersøgende spørgsmål eller foreslår et terapeutisk eksperiment.