Om kærestesorg efter afslutningen af et dårligt parforhold
Om kærestesorg efter afslutningen af et dårligt parforhold
Selv om jeg tror, at meget af nedenstående måske kan genkendes af mange mænd, har jeg valgt at beskrive det som kvinders reaktionsmåder, fordi det er det, jeg kender til fra mig selv og fra mit arbejde med klienter. Jeg arbejder med mange ’kvinder der elsker for meget’ (dvs. de har læst bogen med samme titel og genkendt sig selv). Derfor føler jeg mig på sikker grund, så længe jeg taler om kvinder i denne sammenhæng. Men mænd er meget velkomne til at læse med!
Det er altid sorgfuldt og smertefuldt at miste en person, som har haft betydning i éns liv, ikke mindst når denne person er en kærlighedspartner. Det kan være ekstra svært at miste en partner, som man kun lejlighedsvis eller periodevis oplevede en nærhed med, og som måske har lukket af for sine følelser efter bruddet, og derfor tilsyneladende har det godt. Det gør sig selvfølgelig også gældende, hvis partneren allerede har fundet en ny kæreste og er nyforelsket. Som Thomas Helmig synger: ’Når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig?’ Det kan lyde så banalt, men det er en dyb smerte, der kommer til udtryk.
Tvivlen og savnet, når forholdet er forbi
Når et forhold er forbi, er tabet på mange det samme som hvis vedkommende var død. Man er adskilt skal ikke længere være sammen. Det gør ondt. Hvis der har været noget godt, og det har der, også selvom forholdet var opslidende og uværdigt, så er der en sorg, der skal gennemleves. Det kan være meget svært for ’Kvinder der elsker for meget’, eller forholdsafhængige, at komme i gang med denne sorgproces, fordi flere ting komplicerer forløbet:
- Higen efter at få nærhed netop i de forhold, hvor hun ikke kan opnå den på en stabil måde. (Gentagelsestvang)
- Tvivl og splittelse.
- Vrede mod manden
- Skyld og selvbebrejdelser
- Et skadet selvværd – usikkerhed på egne følelser og dømmekraft.
Hendes higen efter den nærhed, som hun aldrig har oplevet på en stabil måde, hverken i barndommen eller i sit (sine) forhold, gør, at hun igen og igen kommer i tvivl, om forholdet bør være forbi, eller om der er noget, hun kan eller bør gøre for at få manden tilbage? Hvis forholdet har været et on-off forhold med mange brud og adskillelser undervejs, får tvivlen endnu lettere fat i én. Er det denne gang, det er slut? Holder man stand og lader være med at kontakte ham igen denne gang? Hvis det er ham, der er gået, håber man så, at han vender tilbage?
Den indre kamp efter et brudt forhold
Der er en indre kamp, som minder fuldstændig om kampen hos en person, der er holdt op med at ryge efter flere tidligere stopforsøg. Hvor finder man styrken til at gennemføre og holde fast i den ’afholdenhed’, som tidligere ikke er lykkedes? Kan man overhovedet det? Skal man det? Er man ikke bare simpelthen en inkarneret ryger og livsnyder, som ikke ville være den samme sjove og lidenskabelige person uden rygningen? Ikke-rygere er jo kedelige.
Der er også mange måder at romantisere og idealisere et passioneret on-off forhold. Fx kan man sammenligne sig med det berømte skuespillerpar Elisabeth Taylor og Richard Burton, der som bekendt blev gift og skilt flere gange. På en måde er det egentlig også fint at sammenligne sig med personer, som man af andre grunde må respektere, fordi det kan styrke éns selvrespekt via andre at anerkende, at trods kaotiske og nedværdigende forhold i tilværelsen kan man være et kompetent, værdifuldt og elskeligt menneske. Man må blot også anerkende, at netop disse to menneskers liv har været umådeligt lidelsesfyldt på grund af den destruktive afhængighed, de havde af hinanden.
Vrede og skyld
Hvis manden har afvist hende og nu lukker af og virker upåvirket og ubekymret, eller hvis han i vrede har afskåret al kontakt, vil hun med stor sandsynlighed enten tage hele skylden på sig eller føle vrede over for ham, eller begge dele på skift. Nede under al vreden er der smerte og sorg, og nede under sorgen er de gamle uopfyldte længsler og behov. Men så længe man hænger fast i vrede og skyld, kan man ikke komme i gang med helende sorgproces. Man er endnu ikke parat til at give slip.
Skam
Hendes lave selvværd i forhold til manden betyder, at hun med meget stor sandsynlighed føler sig skamfuld over at blive forladt og afvist, også, eller især, i de tilfælde, hvor manden har været voldelig. Hvis selv en mand, der slår hende eller på anden vis behandler hende dårligt, ikke vil have hende, hvad er hun så værd? Hvad er der i vejen med hende, siden hun alligevel savner manden og ikke kan lade være med at ville have ham tilbage? Hun låser sig selv fast i de pinagtige depressive forestillinger om sig selv. Det hindrer hende i at se klart på, om forholdet er værdigt for hende, og hvis ikke, så at kunne give slip og sørge.
Hvorfor er det så svært at give slip?
Forståelsen af, hvordan kvinden afviser sine egne følelser, og derfor ikke kan mærke, hvornår nok er nok, skal findes ved at se på hendes historie. Hun har tidligt været nødt til at tilpasse sig et kærlighedsfattigt, kaotisk eller uforudsigeligt miljø. Hun er ikke blevet set, som den hun var. Det har der af den ene eller den anden grund ikke været plads til i hendes opvækst. Hun har så at sige vænnet sig til at være nøjsom, hvad angår kærlighed, opmærksomhed og ægte interesse for hende og hendes følelser, og for hvem, hun virkelig var.
Perfektionisme
Måske har hun kun fået positiv opmærksomhed, når hun fik gode karakterer i skolen, og måske har det været med til for en stund at skabe lidt positiv stemning i hjemmet. På den måde har hun lært, hvordan hun kunne hjælpe sine omsorgsgivere med at få det bedre, og en perfektionistisk indstilling er grundlagt i hende. Hun bebrejder sig selv, hvis forholdet ikke fungerer, og hun tænker, at hvis bare hun forsøger at gøre det endnu bedre og være endnu mere givende og tilgivende, så vil hun måske kunne få den kærlighed, hun længes efter.
Hvorfor føler man sorg, når et dårligt forhold slutter?
Man føler sorg, fordi det dårlige forhold ikke kun var dårligt. Et forhold er aldrig kun godt eller dårligt. Og netop i et forhold, som er indgået mellem to mennesker, som begge har været svigtede, ensomme og bange børn, kan der være en særlig forståelse. Man oplever en uudtalt samhørighed, fordi man ubevidst genkender noget i hinanden. Der er en smerte, som forbinder én med den anden. Der har været stunder i forholdet, især i forelskelsesfasen, hvor man havde en følelse af endelig at opnå en helt særlig nærhed med et andet menneske, som man følte sig set af. Det blev man også, men den forståelse var ikke nok til at bygge en bæredygtig og stabil relation op på. Det var forståelsen mellem to sårede børn, som hurtigt blev alt for afhængige af hinanden, og ikke mellem to voksne, som også kunne bevare deres selvstændighed og personlige integritet i forholdet.
Hvordan bliver man afklaret?
Som det fremgår af ovenstående, er der mange faktorer, der medvirker til, at man ikke kan se klart på sig selv og sin situation, når man har været involveret i et nedbrydende og problematisk parforhold. På grund af gentagelsestvangen kan de nedbrydende mønstre fortsætte i årevis og de kan sommetider gentage sig i en lang række af forhold. Det kan tage lang tid for en, der ’elsker for meget’ at blive opmærksom og bevidst om, hvad det egentlig er, hun gentager. Ofte skal der netop flere forhold og meget lidelse til, før hun vågner op og begynder at blive opmærksom på, at der i hendes afhængighed af mændene er noget i hende selv, der gentager sig.
Hun begynder at blive bevidst om sine egne selvudslettende, kontrollerende og perfektionistiske tendenser. Det kan være andre mennesker, bøger og terapi, der hjælper hende på vej.
Hvordan giver man slip?
Så længe man er fanget i skyld, skam og vrede kan man ikke give slip. Alle disse følelser er et resultat af, at man tror på noget, som ikke er sandt. Man tror på, at man selv er et forkert og dårligt menneske, eller man tror på, at partneren var et forkert og dårligt menneske. Ingen af delene er sandt. Følelserne kan være stærke, og de er også virkelige nok, men de er resultat af forestillinger, som ikke er sande.
Bebrejdelser mod andre eller mod sig selv er et værn imod at føle hele sorgen og smerten. At føle skyld giver, selv om det ikke er behageligt, en fornemmelse af, eller en idé om, at have kontrol med situationen. Hvilket man ikke har, når et parforhold er blevet nedbrydende. Der er intet, man kan gøre for at ændre partnerens historie og den, han er blevet til, og der er intet, man kan gøre for selv at blive en anden, som han ikke vil såre eller forlade.
At erkende magtesløsheden og komme igennem sorgen
At give slip er at erkende sin magtesløshed og overgive sig til skæbnen. At erkende, at det er, som det er, og at der intet er, som man kan gøre for at ændre det. Når dét sker, kommer tårerne helt af sig selv. Nu kan man sørge, nu kan kroppen give efter og tillade sorgen at komme igennem og blive gennemlevet. I TV serien ’Downton Abbey’ var der et godt eksempel: Ægteparret havde en ung datter, som døde i barselsseng på grund af en forgiftning. Hustruen bebrejdede manden, at han ikke havde lyttet til den læge, som havde tilrådet, at datteren kom på hospitalet. Hun tog afstand fra manden og lukkede sig inde i sig selv. Først, da lægen havde forklaret hende, at der sandsynligvis ikke havde været nogen redning for datteren, lige meget hvad, da det allerede havde været for sent, kunne hun give slip på sin vrede imod ægtefællen og græde ud i hans arme. Hendes sorg kunne blive forløst.
At finde sin styrke igen
Jeg har gentagne gange haft kvinder i terapi, som havde været fanget i et uværdigt og nedbrydende forhold, som de havde meget svært ved at slippe. Men på et tidspunkt valgte de at give slip på og afgrænse sig i forhold til manden, som de ikke kunne få et kærligt og stabilt forhold til. Reaktionen hos disse kvinder har ofte været, at de efter et stykke tid, hvor de måske først ikke rigtig kunne mærke noget, blev lettede, og derpå meget kede af det. Efterhånden som sorgreaktionen klingede af, oplevede de, at de var begyndt at genfinde deres styrke.