Medafhængighed

Medafhængighed

betyder ikke, som en del mennesker tror, at man lader sig påvirke til selv at drikke sammen med alkoholmisbrugeren eller ryge sammen med hashmisbrugeren.

Det gør man måske og måske ikke, men det, der kendetegner medafhængigheden er:

• at man indgår i et nært samspil med den afhængige, hvor man dækker over problemerne og undertrykker følelser

Medafhængighed, eller co-alkoholisme, er et begreb, som opstod i USA for omkring 30 år siden som en betegnelse for den psykologiske problematik, som præger mange mennesker, som er i nær berøring med ét eller flere mennesker med alkoholproblemer. Tidligere fokuserede alkoholbehandling på at genoprette alkoholmisbrugerens helbred og værdighed, men havde ikke øje for familiens behov, bortset fra enkelte hjælpeprogrammer, som var indrettet på at hjælpe ægtefæller til at ’forstå deres alkoholiker’.

Inden for misbrugsbehandling er man i dag opmærksom på de pårørendes situation, og man taler om misbruget som en relationel problematik, da et alkoholmisbrug eller et andet misbrug altid påvirker og involverer misbrugerens nærmeste relationer.

Kendetegn ved medafhængighed

Medafhængighed er karakteriseret ved:

• tendenser til at benægte, formindske eller dække over realiteterne
• skamfuldhed
• mistillid
• utryghed
• store vanskeligheder med at identificere egne følelser og udtrykke dem
• overdreven perfektionisme
• handlingslammelse
• konstant behov for bekræftelse
• parathed til at være ’terapeut’ for andre og lade deres behov gå forud for éns egne

Det vigtigste kendetegn ved medafhængigheden er en manglende evne til at udtrykke følelser og kommunikere åbent om personlige og inter-personlige problemer.

Medafhængighed er blevet defineret som:

• en følelsesmæssig, psykologisk og adfærdsmæssig tilstand, som udvikler sig som resultat af en persons langvarige udsættelse for, og praktiseren af, et sæt undertrykkende regler – regler som forhindrer åbne følelsesudtryk og direkte diskussioner af personlige og inter-personlige problemer.

Hvorfor bliver man medafhængig?

Børn, hvis forældre (den ene eller begge) har et alkoholmisbrug, er særligt udsatte for at blive voksne medafhængige.

Generelt kan man sige, at børn, der vokser op i en familie med megen hemmeligholdelse af problemer, både over for børnene, og forsøg på at opretholde den sociale facade udadtil, udvikler de overlevelsesstrategier, som kommer til at leve videre i deres voksne parforhold.

En del mennesker mener, at man bliver medafhængig af at leve sammen med en afhængig, f.eks én, der drikker. Efter min mening har de både ret og uret. Jeg ser sådan på det, at når man drages ind i og bliver i en relation med misbrugsproblemer, også selv om man ikke kendte til misbruget fra starten, er det, fordi der er noget velkendt ved det samspil, man har med personen. Der er noget i éns eget selvværd, som er beskadiget, og som gør, at man overhører ’faresignalerne’.

Samtidig sker der det, at samlivet med misbrugeren yderligere nedbryder selvværdet, hvilket forstærker den medafhængige adfærd, hvor man dækker over den anden, og tilsidesætter sine egne følelser og behov.

Hvorfor bliver man i et dårligt forhold?

Grunde til, at personen forbliver i et forhold, som ikke reelt tilfredsstiller hendes eller hans behov, og som er usundt:

• skyldfølelse
• angst for at blive alene
• trang til at føle sig overlegen
• trang til at føle sig betydningsfuld for et andet menneske
• trang til at hele fortiden (gentagelsestvang)

Den, der elsker en misbruger eller en anden person, som hun ikke kan nå følelsesmæssigt, ’for meget’, siger til sig selv: Han har brug for mig (altså er jeg betydningsfuld og magtfuld, jeg bliver ikke forladt, og jeg kan ikke tillade mig at forlade ham), og han vil forandre sig for min skyld (som jeg drømte om, at mine forældre skulle forandre sig).

Hvordan kommer man ud af sin medafhængighed?

Når man er medafhængig, har man sit fokus uden for sig selv. Man er ligeså opslugt af den afhængige person, som denne person er af sit stof. Man har struktureret sit liv omkring misbrugeren, man bruger langt det meste af sin tid og energi på ham, og man har tilsidesat sine egne behov, ønsker og grænser.

Derfor gælder det først og fremmest om at få fokus tilbage på sig selv.

Begynde helt bevidst at vælge ikke at beskæftige sig med misbrugeren og hans problemer, men i stedet forholde sig til:

• hvem man selv er
• hvad man kan lide og ikke kan lide
• hvad der interesserer én.

Kan man få hjælp til medafhængighed i terapi?

De fleste opsøger først terapeutisk hjælp, når de har lidt tilstrækkeligt meget til at erkende, at der er noget, de ikke selv kan styre. Når de f.eks gang på gang vender tilbage til den samme partner, som svigter dem og som de føler sig afvist af. De kan ikke slippe håbet om, at han vil forandre sig, og de kan ikke slippe følelsen af at være den, der skal hjælpe.

Jeg vil gerne understrege, at der er masser af veluddannede, velbegavede og i andre henseender velfungerende mennesker, især kvinder, som hænger godt og grundigt fast i en usund og uværdig relation med en misbruger eller en person, der har en anden adfærd, som forhindrer vedkommende i at være en nærværende partner.

En terapeut kan hjælpe den medafhængige med at forstå de mekanismer, der holder hende fast i relationen, og med at holde hende fast på at kunne standse sit redder-projekt og slippe sin offerrolle. Terapeuten kan støtte den medafhængige i at kunne rumme de tomhedsfølelser, der opstår, når hun ikke længere er fokuseret på misbrugeren. Terapeuten kan støtte den medafhængige i at udholde og gennemleve de følelser, som hun kommer i kontakt med.

At arbejde med sin medafhængighed kræver mod til at se på sine egne mønstre og ikke mindst sin egen fortidige smerte. Den ’gode nyhed’ er imidlertid, at man nu er voksen, og der er mulighed for at ændre mønstrene og at gøre arbejdet med det til en personlig vækstproces.