Skænderier i parforhold
Har du og din partner
meget kærlighed til hinanden, og vil I begge gøre meget for at få jeres forhold til at fungere? Oplever I, at I alligevel skændes mere og mere?
Skænderi og konflikt er normalt
Lad mig først sige, at skænderier og konflikter er normalt og hører med til et parforhold. Et godt forhold er ikke et konfliktfrit forhold. Og når man er ’i det røde felt’ er man ikke rationel og fornuftig. Følelserne løber af med én, og man kan ikke bare tage sig sammen – det er meget svært at stoppe sig selv, og det er måske heller ikke altid hensigtsmæssigt. Nogen gange skal trykket lukkes ud – alle de tilbageholdte følelser. Det er ok, så længe det ikke bliver til fysisk eller psykisk vold. Men det er vigtigt, at man finder hinanden igen bagefter og får kontakt, og helst også talt om, hvad der skete. Undersøgelser har vist, at en af de allermest afgørende forudsætninger for, at et forhold kan fungere, er at man kan finde hinanden igen, altså få genetableret kontakten efter en konflikt.
Magtkamp, nærhed og afstand
En forskellighed mellem to partnere, som tit forekommer, er, at den ene gerne vil have frihed og den anden først og fremmest vil have tryghed. Det er ifølge min erfaring meget almindeligt, at mænd har et større frihedsbehov end kvinder, og kvinder et større tryghedsbehov. For at sige det firkantet, kan mænd ikke lide at blive omklamret, og kvinder kan ikke lide at blive forladt og føle sig utrygge. Mange mænd har behov for at trække sig i perioder. Det har ikke noget med kvinden at gøre. Kvinder har større behov for, at deres følelser bliver hørt og forstået. Der står nogle gode ting om det i bogen Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus af John Gray.
Alle mennesker har i virkeligheden både behov for nærhed og for afstand. Som den, der føler dig forladt, når din partner trækker sig, må du minde dig selv om, at du faktisk også har brug for afstand. Som den, der helst vil trække dig ind i din skal, når tingene bliver besværlige og truende, må du minde dig selv om, at du også har brug for kontakt og nærhed. Når vi først bliver klar over, at vi har brug for både nærhed og afstand, handler det om at lære at leve med de to modstridende behov og finde en balance imellem dem. Begge dele skal respekteres, både hos dig selv og din partner.
Barndommens betydning
Der er imidlertid et andet lag i behovet for tryghed. Hvis man har haft en problematisk barndom, for eksempel med en alkoholiseret forælder, er man vokset op med utryghed og svigt. Det kan sagtens være, at du ikke desto mindre har klaret dig godt, at du har været god til at overleve en utryg barndom. En barndom med en alkoholiseret forælder betyder, at man bliver en lille voksen. Man udvikler gode ’antenner’, altså fornemmelse for stemninger, og man udvikler tidligt mange voksne kompetencer.
Men en utryg barndom betyder også, at du har et stort, uopfyldt behov for tryghed i dig. Det behov tager du med dig ind i dit kæresteforhold. Alle mennesker har en bagage fra barndommen. Den kan være mere eller mindre tung, og den vil uundgåeligt vise sig i forhold til en kærlighedspartner. Har man oplevet svigt og utryghed, vil den gamle angst og smerte blive aktiveret, hver gang kæresten trækker sig, og du vil føle dig forladt af ham.
Følelsesmæssig forladthed
Det er din gamle følelsesmæssige forladthed, du oplever. Når det sker, kan du minde dig selv om, at det er dit indre forladte barns følelser, og det der skete den gang, er nu overstået. Der er en anden god bog, jeg kan anbefale, den hedder Kærestebilleder, og den er skrevet af en dansk psykolog, der hedder Hanne Hostrup. I bogen bruger hun et billede: Tårnet og Bulldozeren. Det er en meget almindelig par-konstellation, hvor den ene part forsvarer sig ved at trække sig væk, og den anden desperat prøver at få kontakt og få en reaktion.
80/20 reglen, når partnere frustrerer hinanden
Partnere trigger hinanden – de aktiverer gammel smerte hos hinanden. Selvfølgelig kan en partner gøre noget, som er urimeligt og uhensigtsmæssigt. Men når vores gamle følelser fra historien er aktiverede, overreagerer vi på det, som han eller hun gør. Man taler i den forbindelse om 80/20 reglen: Partneren leverer de 20 % ved at gøre eller sige noget, som fx gør dig ked af det, frustreret eller utryg. Du reagerer ekstra stærkt på det på grund af din personlige historie. Det vil sige, at en stor del af din reaktion ikke har noget med ham at gøre. Fortiden er årsag til de 80 % af reaktionen. Er man for eksempel vokset op med en mor eller far, som drak, vil man uundgåeligt reagere stærkt på uforudsigelighed og eventuel uansvarlighed.
80/20 reglen går begge veje. Din partner har uden tvivl sine issues. Det kan være, at han reagerer på din usikkerhed med at føle sig omklamret og ville væk. Hvis han overreagerer på noget, som du gør, har det ikke noget med dig at gøre, men med hans historie. Det er meget tit sådan, at der er en polarisering i et par. De er modsætninger på nogle bestemte områder. Typisk de ting, de faldt for ved hinanden i begyndelsen af forholdet. Ofte er der som sagt en polarisering som går ud på, at han har tendens til at ville væk, når det hele bliver for meget, og hun har tendens til at blive utryg og blive desperat for at få det løst. Det kan også være omvendt.
Evaluering af forholdet
Med hensyn til evaluering, hvor man taler sammen om, hvordan man har det i parforholdet: Nogle mandlige terapeuter siger, at man skal sætte et kvarter af en gang om måneden til at tale om forholdet. Mere kan mænd ikke rumme. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men under alle omstændigheder er det vigtigt, at I også bare er sammen og får fælles oplevelser uden at skulle endevende forholdet. Generelt kan man sige, at piger har et større behov for det sidstnævnte end mænd. En god idé for kvinder er at lade være med at satse på, at kæresten kan opfylde hele dit behov for at snakke om relationer, men i stedet bruge veninder til at få det behov dækket.
5 spilleregler
Når du og din kæreste snakker sammen om jeres forhold, så er der nogle vigtige spilleregler at følge:
- Hold dig på din egen banehalvdel. Fortæl, hvad du føler og hvad du har behov for. Tag ansvar for dine egne følelser og tanker og lyt til hans eller hendes.
- Husk, at man ikke kan ændre andre mennesker. Men man kan tage stilling til, hvad man kan acceptere og har det godt med.
- Husk at sige noget positivt til den anden. Selv om du er fuld af frustration, så husk, at der er masser af grunde til, at din kæreste har en stor plads i dit hjerte. En god øvelse kan være at fortælle hinanden, hvad I faldt for, da I lærte hinanden at kende.
- Mind dig selv om 80/20 reglen, som jeg har forklaret ovenfor. Sig til eller fra over for de 20 %, som din partner er ansvarlig for. Men vær klar over, at du selv er ansvarlig for at håndtere din egen følelsesmæssige bagage. Det er du i stand til, fordi du er voksen. Du er bare sommetider en voksen, som bliver overvældet af gamle følelser fra opvæksten og tror, at din kæreste bærer hele ansvaret for, hvad du føler.
- Øv dig i at strække dig ud over din komfortzone. I et udviklende forhold er begge parter villige til og i stand til at strække sig i forhold til den andens behov og grænser. Det kan for eksempel være, at den ene part må øve sig i at udholde en ensomhedsfølelse, når den anden har behov for at trække sig, og at den anden part må øve sig i at kunne tilbyde mere kontakt, end han eller hun umiddelbart har lyst til.