Blade

Lavt selvværd

Når du bliver den du er, forandres du. – Arnold Beisser

Hvad betyder lavt selvværd?

Når selvværdet er lavt, betyder det, at man ikke tror på, at man er ok, som man er. Man har en grundlæggende følelse af, at man ikke er noget værd og ikke er værd at elske.

Man kan skelne imellem selvtillid og selvværd. Selvtillid har at gøre med ens tiltro til, hvad man kan, altså hvad man er god til eller ikke god til.

Mange mennesker, som er både kompetente og velfungerende, har alligevel, hvad jeg kalder ’huller i selvværdet’.

Disse personer:

  • føler sig utilstrækkelige, uanset, hvor gode deres præstationer er
  • har svært ved at tage imod ros og anerkendelse, fordi det ikke stemmer med det syn, de har på sig selv
  • er tilbøjelige til at bebrejde sig selv og tage skylden, når noget går galt
  • er selvkritiske

Stærk selvkritik og selvbebrejdelser hører med til at være deprimeret, så depression og lavt selvværd går hånd i hånd.

Hvad er årsagen til lavt selvværd?

Et barn, som vokser op i et utrygt miljø, hvor det udsættes for mange nedsættende bemærkninger og kritik, føler sig ’forkert’, fordi:

  • barnets følelser og behov ikke bliver mødt
  • barnet bliver ikke bliver set, som det er, og det skader barnets selvværd

Et skadet selvværd kan let blive forstærket i voksenlivet, da man vil være tilbøjelig til at opsøge og tilpasse sig omgivelser, hvor man endnu en gang må bøje sig.

Dette sker f.eks i parforhold, hvor man underkaster sig en afvisende eller straffende partner, eller i arbejdslivet, hvor en chef eller en kollega med psykopatiske træk ’spotter’ én og udnytter ens hjælpsomhed og tendens til at føje sig.

Hvordan kan man arbejde med lavt selvværd?


’Hullerne’ i selvværdet skyldes, at du har vænnet sig til at tro på de nedsættende forestillinger, du har om sig selv.

Du har taget kritikken, eller devalueringerne, til dig og gjort dem til selvkritik. Hver gang, du bliver fanget i en selvkritisk forestilling, føles det smertefuldt. Du bliver ked af det og stresset.

Du kan arbejde med tre ting:

  1. Få forståelse for forhistorien, hvor det negative selvbillede blev skabt. Det skete i barnlig loyalitet mod dine forældre. Du blev bærer af en del af deres byrder, som de ikke selv var i stand til at bære.
  2. Lær at analysere de selvnedgørende tanker. Det er historier, du fortæller om dig selv, næsten som ’mantraer’, du gentager igen og igen. Det handler om at se kritisk på de negative historier. Jeg kan anbefale forfatteren Byron Katie’ s metode ’The work’. Hun siger helt radikalt, at tanker og forestillinger, som stresser én, aldrig er sande. Arbejdet med at stille spørgsmålstegn ved de negative historier om dig selv vil efterhånden give dig mere ro, glæde og frihed.
  3. Bliv egoistisk på den sunde måde! Bliv bevidst om, hvad du virkelig har lyst til, og begynde at handle ud fra det. Her er mindfulness, altså træning af din opmærksomhed på det, du sanser i kroppen, en stor hjælp, fordi din krop fortæller dig, hvad der føles godt, og hvad der ikke føles godt.I begyndelsen føles det ubehageligt og nærmest utrygt at begynde at handle ud fra, hvad du selv gerne vil, fordi det sidder dybt i dig, at du skal være loyal over for andres ønsker. Men efterhånden, som du tager flere og flere ’egoistiske’ beslutninger og følger dem, vil du blive mere fortrolig med at handle ud fra, hvem du i virkeligheden er.

Der kan være megen angst forbundet med at finde dit selvværd, fordi du har beskyttet dig imod noget, der føltes truende, ved at afvise dig selv. Den ’gode nyhed’ er, at du har overlevet det smertefulde, og at du nu som voksen kan rumme meget mere, end du en gang kunne.

Psykolog Vitha Weitemeyer

Din psykolog i Søborg
Buddingevej 306
2860 Søborg
60 77 38 14

Nyhedsbrev