Bog: Forelsket i en drøm
Bliver du i et forhold, selv om du er ulykkelig? Foregår der noget i dit forhold, som du i virkeligheden ikke kan acceptere? Håber og ønsker du, at det bliver bedre?
– når kærlighed bliver til besættelse
Bogen handler om kvinder, som bliver besatte af et parforhold, og som finder deres identitet og eksistensberettigelse i at være redder og hjælper for en mand, eller på anden vis forsøge at få betydning for en mand, som ikke er stabilt følelsesmæssigt nærværende.
Bogen indeholder
- en beskrivelse – med casehistorier – af afhængigheden
- baggrunden for afhængigheden
- samspillet i det usundt afhængige parforhold
- en vejledning i at frigøre sig fra tvangsmæssig afhængighed af en partner
Bogen er skrevet til og om kvinder, men mænd er velkomne til at læse med! Her er en lille smagsprøve:
Jeg overså faresignalerne og den gang evnede jeg slet ikke at passe ordentligt på mig selv. Jeg var meget naiv, og jeg var drevet af en trang til at hjælpe og drage omsorg for denne unge mand og vise ham, at han var værd at elske.
Drama og spænding
For en kvinde, som siden hun var barn har været vant til at forbinde kærlighedsforhold med noget dramatisk og spændingsfyldt, kan det være en svær overgang at skulle begynde at leve med, at der er mere ro på, og at kærlighed ligner venskab meget mere end det i længden ligner en heftig, vidunderlig forelskelse. Der kan let være en identifikation med al smerten og lidenskaben i det tvangsprægede forhold.
Man føler, at man lever, når der er en masse stærke følelser, og man forbinder sin identitet med det at være lidenskabelig og intens. Derfor kan det næsten føles som et identitetstab at vænne sig til at leve i det mere almindelige og ikke så påfaldende parforhold.
Venskabets udfordring
De nye udfordringer, der venter dig, som er på vej til at give slip på drama eller undertrykkelse, er venskabets udfordringer. Det er udfordringer, der handler om at kunne rumme ægte nærhed og følelsesmæssig intimitet, og at finde modet til at vise din sårbarhed og din angst og stå ved, at det er sider af dig.
For nogle kvinder er det måske ikke så meget sårbarhed, som er svær at stå ved, som det er hendes kraft og styrke. At du rent faktisk kan stå fast på det, du gerne vil, og på det, du vil sige fra over for.
Parforholdets smerte inviterer os til at blive voksne – til at indse, at partneren ikke er en forælder og ikke kan forventes at elske os ubetinget. Ubetinget kærlighed hører til mellem forældre og et lille, uskyldigt og fuldstændig afhængigt barn. Du er ingen af delene længere. Du er i stand til at tage dig af dig selv. Nu er det er din egen, og ikke din partners, opgave at lindre din smerte og give dig den omsorg, næring og støtte, du har behov for.
Paradoksalt nok vil du blive bedre og bedre til at modtage netop disse ting fra en nogenlunde sund partner, jo mere selvforsynende, du bliver.
Din virkelig fyldestgørende bog hjælper mig usigeligt i min proces til en dybere forståelse af de dynamikker, jeg selv er/har været en del af. Det er meget lindrende læsning i forhold til en tilbagekomst til sig selv.
Sarah
Taknemmelig? Ord kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for at jeg lige præcis i dag gik ind i en boghandel, så mig lidt omkring og gik direkte hen til den hylde, hvor din bog stod.
Kamilla